Dansk Landskabsøkologisk Forening er en afdeling under den internationale sammenslutning af landskabsøkologer: International Association for Landscape Ecology (IALE), der blev stiftet i 1982 med det formål, at fremme kommunikationen blandt forskere, planlæggere og praktikere indenfor landskabsøkologien, der indenfor de senere år er blevet et stadigt vigtigere emne indenfor miljøplanlægning og forvaltning.
DLFs formål er at udbrede kendskabet til landskabsøkologien i Danmark, øge informationen blandt forskere, planlæggere og praktikere indenfor landskabsøkologien, og bidrage til at øge forståelsen for, hvorledes mange økologiske problemer kun finder deres løsning gennem en helhedspræget indsats for at sikre og udvikle en bedre sammenhæng mellem struktur og funktionalitet i vore landskaber. Foreningen henvender sig især til landskabsforskere (af vidt forskellig faglig baggrund), der ønsker at indgå i et tværfagligt netværk omkring landskabsrelevant forskning, planlæggere indenfor amt og kommuner og rådgivere indenfor forskellige former for landskabsudnyttelse; landbrugskonsulenter, forstfolk, rådgivende ingeniører m.v. Men også de, der skaber landskabet gennem aktiv produktionsmæssig eller anden udnyttelse, landbrugere, skovbrugere, jægere, naturforvaltere og det stigende antal almindelige mennesker, der dagligt eller i deres fritid interesserer sig for landskabet og dets udvikling, ser vi meget gerne som medlemmer i foreningen. Foreningen formidler kontakt til landskabsøkologer i hele verden gennem afholdelse af kongresser og seminarer i samarbejde med IALE og søsterorganisationer i andre lande, samt udsendelse af en IALE-Bulletin 6 gange årligt. Tidsskriftet Landscape Ecology tilbydes medlemmerne til favørpris. Derudover afholder DLF som minimum et årligt en-dages seminar på landbohøjskolen i København.
